INANNAS NEDSTIGNING TIL DØDSRIGET.


 

A. KVEST OG ENIGME.

Som et forsøg på at forstå Inannas nedstigning til dødsriget vil jeg medtage en model, der er opstillet af Erwin Neutzsky-Wulff.  I 1985 -86 udsendte han sit filosofiske hovedværk i to bind Okkultisme og  Magi. I Magi omtales store dele af en praktisk mystik, herunder 7 "rejser", der fører ned i mysteriet. Disse rejser er 7 kveste, og historien om Inanna og Dumuzi beskriver især den første af disse rejser. Jeg vil i dette afsnit omtale nogle af hans begreber og siden forsøge at benytte dem Inannas historie.

En kvest er en bevidsthedsrejse ned i psyken, ind i grænseområdet mellem de strukturer, Jung kalder JEGET  og SELVET. Dette grænseområde består af 7 forhindringer kendt som Mayas 7 slør, der er vævet med forførende, men vildledende mønstre. 7-tallet er karakteristisk for beskrivelser af arbejdet med at passere dette område. Snehvide og de 7 dværge bag de 7 bjerge  er et eksempel på en eventyrbeskrivelse af en kvindelig kvest i disse områder.

I sit forsøg på at beskrive mystikken har N-Wulff delt arbejdet op i 7 forskellige kveste. Den første kvest kalder han Demeter-kvesten opkaldt efter den græske gudinde Demeter, der drog til dødsriget for at hente sin datter Persephone ud af Hades favn. Demeterkvesten er i mytologierne karakteriseret ved, at et menneske eller en gud trænger ned i dødsriget og her gennemgår en belæring eller proces for derpå at vende tilbage til vores verden igen. Helten kaldes  en kvestor,  et ord med samme oprindelse som det engelske question, spørgsmål.  Dvs. kvestoren er den, der sætter spørgsmålstegn ved verden i den form, som vi umiddelbart opfatter. Kvestoren stiller de væsentlige spørgsmål til verden og modtager i dødsriget sin belæring. I den klassiske gnosticisme blev disse spørgsmål formuleret som

Hvem er vi ? Hvad er vi blevet ? Hvor er vi ? Hvad er vi blevet kastet ind i ? Hvorhen stræber vi ?
Ordet kvest har forbindelse til latin "quaero" = at lede efter.

Kvestoren trænger i Demeterkvesten så dybt ind mellem de 7 slør, som han eller hun er i stand til. Hermed opnås et første kendskab til disse områder, der så uddybes i de følgende 6 kveste, der vil blive omtalt nedenfor. Demeterkvesten giver en første bearbejdelse, mørnelse, af alle syv slør. Der er tale om et ophold dybt nede i en speciel tilstand, som myterne kalder dødsriget, og derpå en tilbagevenden til JEGET, men som et nyt JEG. Historien kendes om Odysseus, Orfeus, Dante, den store gruppe af gudinder (Inanna, Isthar, Isis osv), alverdens shamaner, Jesus og Odin.

De mytologiske historier beskriver den vej  (i fuld alvor !) , som en kvestor følge for ikke at fare vild i dette område. De er altså oldgamle landkort over det psykiske grænseland, The Waste Land, eller Lands. Denne rute er fundet af rejsende i tusindvis ad år i alle kulturer. Inanna-historien er det ældste bevarede "kort" over den første rejse ind i området.

En kvest er sammensat af en række faser, som skal gennemføres i den rigtige rækkefølge. Central i hver fase er et enigme, der er en "gåde", der stilles kvestoren det pågældende sted på rejsen. Enigmerne er bl.a. almindelige gåder, der stilles af tærskelvogteren ved hvert af de 7 slør, eller opgaver, der skal løses på den rigtige måde. Processen kendes som farce fra de vilde polterabendbegivenheder, der er den kvest, der skal føre den ugifte over i ægtestanden. Hver opgave undervejs er et enigme. Men må åbne sig mod hvert enigme, inden man drager videre. Jeget skal konfronteres med enigmet og blødgøres ved kampen med enigmet (elastikspringet). Dette vil blive klarere i det følgende.

Hver kvest gennemspilles i mysterierne af én eller flere personer. Hos N-Wulff er der tale om et kammerspil med to aktører, svarende delvis til tantra eller alkymi, men med en mere aktiv gennemspilning af kvesten: et  kultisk, magisk, mystisk rollespil.  Som i tantra kan man også gennemspille en kvest alene, men dette er vanskeligere; den kan også gennemspilles af en større gruppe af personer, som det bl.a. sker hos frimurere, satanister og i oldtidens mysteriekulte.

De to personer kaldes hos Wulff vaskulum (= ´kar´), den af de to, der trænger dybt ind i sig selv og åbner sig for det indre rum, og en hjælper vaskularius,  der spiller alle de øvrige roller og bringer spillet igennem alle faser og bl.a. henter vaskulum tilbage til "virkeligheden" eller måske snarere tilbage fra den virkelige virkelighed. I Inanna-myten er Inanne vaskulum, de øvrige personer spilles af vaskularius.

Inanna-versionen af Demeterkvesten rummer følgende faser med hver sit enigme:

a. foreningen med Dumuzi, brudekammer-enigmet
b .udklædningen
c.  nedstigning til dødsriget, de 7 slørs enigme, der egentlig er syv enigmer efter hinanden, der rummer kernen i kvesten.
d.  opholdet i dødsriget.
e.  befrielse og tilbagevenden til jeget.
f.  ofringen af Dumuzi.
Det er som i alkymi: jeget opløses i sine bestanddele og genopstår som et nyt jeg. Kvesten har opfyldt sit formål, hvis det nye jeg på afgørende vis er mindre bundet til sine projektioner og skygger end det gamle (ofringen !).

Denne proces gentages mange gange, hvorved kendskabet til området mellem slørene øges. Der er tale om en meget gammel og mystisk bearbejdelse af jeget i et arbejde ind mod anima/animus to sider: den lyse Inanna og hendes mørke tvillingesøster Ereshkigal .  Når denne kvest er gennemarbejdet og integreret i jeget, kan man gå videre med den næste kvest.
Ovenfor er beskrevet optakten til den sumeriske version af det første enigme brudekammeret.

Brudekammerenigmet findes også omtalt i den tidligste kristne praksis hos gnostikerne som det vigtigste af de 7 sakramenter, dog uden de erotiske detaljer som er medtaget i de sumeriske digte.

De 7 sakramenter udgør tilsammen 7 enigmer i kristendommens kvest frem mod foreningen med Kristus, der finder sted i det syvende og sidste, brudekammeret.

De 7 sakramenter  var oprindelig dåb, konfirmation, nadver, sidste olie, præstevielsen, synsforladelse og brudekammeret. De to sidste ændres af den katolske kirke til boden og ægteskabet. I den protestantiske kirke bevares kun dåb og nadver som sakramenter. Vi har bevæget os meget langt væk fra den sumeriske indsigt, men selv vores udvandede kristendom rummer svage rester af en oprindelig indsigt og erfaring.

Brudekammeret var enigmet i den første del af Inannas kvest. De medtagne digte var optakten til dette enigme. Når nogle af enigmerne (a og e ovenfor) fjernes af den katolske kirke, amputerer kirken kristendommen, der i denne sammenhæng er en kvest bestående af de 7 sakramenter. Hermed opnår man, at den ikke fungerer, og at man først efter den fysiske død kan opnå den egentlige forbindelse med guderne.
I de gnostiske evangelier, især i Filipevangeliet, spiller omtalen af brudekammeret en meget stor rolle. Filipevangeliet er en gennemgang af sakramenternes mysterium og en beskrivelse af enigmerne med en belæring af kvestoren om , hvordan hun eller han bør "svare" på de enkelte enigmer. Den ægyptiske dødebog er en langt ældre tilsvarende vejledning til Demeter-kvesten.  Blot et enkelt citat fra Filipevangeliet:

når en person bliver barn af brudekammeret, vil det modtage lyset. Hvis en person ikke modtager lyset, medens det er på dette sted, vil det ikke modtage det noget andet sted.
Brudekammersymbolikken spiller en enorm rolle for gnostisismen, men det vil i denne sammenhæng være et for stort sidespring at omtale det nærmere.  Som forudsætning for at gå ind i disse kveste er en renselse af deltagerne for blokeringer fra de 7 dødssynder: stolthed, misundelse, vrede, begær, dovenskab, grådighed og falskhed.

Brudekammer-enigmet fylder vaskulum med en seksuel mæthed, der bringer ham eller hende i en tilstand, hvor vaskulum midlertidigt er tømt for de 7 nævnte forhindringer. Forstået sådan er dødssynderne blokeringer, der forhindrer at man kan træde ind til de næste faser af kvesten. I tilstanden af en tantrisk, seksuel mæthed er de følelser, der beskrives af dødssynderne, forsvundet og meningsløse. Den tantriske mæthed umuliggør for en kort periode falskhed, vrede, begær osv, i et stykke tid, der netop er langt nok til at åbne for muligheden for "nedstigningen" i dødsriget.

Vi ser her et første eksempel på enigmernes mekanisme. Enigmerne er "mærkelige" handlinger eller gåder, som vi påtvinges af noget dybt i os selv eller af en ydre person, som vi overgiver os helt til. Disse enigmer ophæver hver en del af de mønstre, der udgør de 7 slør, hvis enigmerne mødes på den rigtige måde. Den (midlertidige) åbenhed benyttes i kvesten til at komme et lag dybere ned. Enkeltelementer fra denne proces kan alle møde i et glimt af total tilstedeværelse efterfulgt af "mystiske"  dybe drømme eller åbninger til dybe lag, som f.eks. opdukning af et arketypisk billede. Herom handler T.S. Elliots digte, og rejsen gennem områderne er vel ikke beskrevet bedre end i digtet The Waste Land.

Ifølge N-Wulff skal vaskulum efter første fase isoleres i nogle døgn uden forstyrrelser. I praksis alene uden telefon, gæster, avis, fjernsyn, radio, læsning, fuldstændig åben for den indre proces.  Efter to døgn i denne fase følger den næste fase af kvesten. Når kvesten efterhånden er velkendt kan opbygningsfasen forkortes til nogle timer. Efter at Inanna har gennemspillet første enigme med Dumuzi og den mellemliggende åbning og periode tømt for "dødssynderne", følger kvestens anden fase, der beskrives i det følgende.
 

B. INANNAS PÅKLÆDNING OG AFSKED.

Inanna forlader nu side kultcentre for at stige ned i underverdenen:
 
Fra "det store øvre" vendte hun sin opmærksomhed mod "det store nedre".
Gudinden vendte sin opmærksomhed fra "det store øvre" mod "det store nedre".
Inabba vendte sin opmærksomhed fra "det store øvre" mod "det store nedre".
Der er i disse digte mange gentagelser som i librettoen til en opera af Wagner. Digtene er blevet sunget eller fremsagt som kommentar til et kultspil, men gentagelserne har også en meditativ funktion som de 3 gange 3 bedeslag ved begyndelsen af en gudstjeneste. Ved oplæsningen synker deltagerene længere og længere ned i sig selv.
Min dronning forlod Himlen, forlod Jorden og steg ned i Underverdenen.
Inanna forlod Himlen, forlod Jorden og steg ned i Underverdenen.
Inanna forlod værdigheden som ypperstepræstinde og ypperstepræst og steg ned i Underverdenen.
I Uruk forlod hun Eanna og steg ned i Underverdenen.
Hun forlader i alt 7 templer på denne måde.
Hun klæder sig med sine 7 me-er, sine smykker og pragtklædning. "Me-erne" er de hellige funktioner ("love"), ved hjælp af hvilke hendes samfund fungerer. De er forbundet med 7 beklædningsgenstande, der igen har forbindelse til de 7 slør. De kan opfattes som 7 måder eller 7 kategorier, som JEGET benytter til at opretholde sin verden. Da jøderne over tusind år siden nedfælder deres beretning om skabelsen har Inanna udviklet sig til Eva. Det er vigtigt at huske, at Abraham udvandrer fra det sumeriske område, så hele begyndelsen af Biblen er senere omskrivninger af de oprindelige myter. Inanna narrer me-erne fra visdomsguden Enki ved at drikke ham fuld. Men Inanna er også en stolt gudinde, der kan stå ved sit  Huluppu-træ  i hvilket allerede slangen sidder parat. Hun kan stolt stå lænet op af det æbletræ, som i Eva-versionen bliver hendes skæbne:
Hun lænede sig tilbage mod æbletræet.
Da hun lænede sig mod æbletræet, var hendes vulva et fantastisk skue.
Den unge kvinde glædede sig over sin pragtfulde vulva og roste sig selv.
Men i løbet af de over 1000 år, der går, inden jøderne får nedskrevet deres bibel bliver det Evas æble, der får skylden for vores ulykker. I Inannaversionen er det en stolt Inanna, der snyder visdomsguden for me-erne, der siden bliver den visdom, der rummes i æblet.
De 7 me-er bandt hun ved hoften.
Hun samlede me-erne og begav sig afsted.
Hun havde en flettet tiara om hovedet, hendes ansigt strålede,
i hånden tog hun en stav af lapiz-lazuli,
små lapiz-lazuliperler bandt hun om halsen,
funklende ædelstene hængte hun på sine bryster,
i hånden tog hun en gylden ring,
og brudesmykket "kom mand, kom !" hængte hun over sit bryst.
Hun svøbte sin dronningeklædning om sig
og sminkede sit ansigt.

Inanna drog afsted til underverdenen.

N-Wulff opremser de 7 smyller som:

1: diadem (årsag), 2: ørenringe (natur), 3: halsring (ting), 4: brystplade (sted),
5: bælte om livet (tid), 6: ringe (form)  og  dragt (stof).

Han mener, at smykkerne bør være af sølv, brystpladen med symboler for de 7 planeter, bæltet med ædelstene for de 12 stjernetegn. Ringene om håndled og ankler dog af stål og dragten af fint læder. Sort silke kunne forekomme at være bedre. På figuren ovenfor ses den nøgne Inanna med ringen og målestokken i hænderne og tiara på hovedet.

De 7 egenskaber, som N-Wulff nævner sammen med smykkerne og tøjet, er de 7 paradigmebestemte mønstre, der opløses med de følgende 7 enigmer ("de syv slørs dans"), inden Inanna kommer ind i dødsriget, men herom nedenfor.

Ved sin afsked aftaler Inanna med sine to hjælpere Ninshubur og  Ilabrat, der nærmest svarer til Hermes eller Mercur, at de skal hente hjælp hos de andre guder, hvis hun ikke vendet tilbage efter 3 dage (også Jesus tilbringer 3 dage i dødsriget 2000 år senere):

græd foran Enlil (luftguden),
græd foran Nanna (måneguden),
og hvis de ikke svarer, så græd foran Enki, visdommens herre,
som kender livets føde og vand, han vil sikkert bringe mig tilbage.

C. INANNAS INDTRÆNGEN I DØDSRIGET.

Inanna ankommer til underverdenen, der regeres af hendes mørke tvillingesøster Ereshkigal. Ved den første prot mødes hun af tærskelvogteren Neti:
Da Inanna var ankommet til lapiz-lazulipaladset i Underverdenen,
ved porten til Underverdenen optrådte hun strengt.
I paladset i Underverdenen talte hun strengt:
"Åben porten, tærskelvogter, åben porten,
åben porten Neti, åben porten.
Helt alene vil jeg gå ind".

"Hvem er du, der vil ind ?"

"Jeg er Himlens dronning, fra der hvor Solen skinner."

"Hvis du er Inanna fra lysets rige,
hvorfor er du gået til landet,
hvorfra man ikke vender tilbage ?
Hvorfor har du vendt dit sind mod vejen,
som ingen, der går på den, kan vende tilbage fra ?"

Den hellige Inanna svarede:

"Ereshkigal, min ældre søsters mand Gugalanna er blevet dræbt.
Jeg kommer for at deltage i begravelsen.
Et vældigt gilde er helt sikkert forberedt."

Overprotneren til Underverdenen, Neti, svarede den hellige Inanna:

"Bliv Inanna, lad mig tale med min dronning".

Han går og vender tilbage. Neti, overportneren til Underverdenen taler til den hellige Inanna:

"Kom Inanna, kom ind !"

Og nu følger så de 7 enigmer, de 7 slørs dans:

Første port:

Da Inanna trådte ind af den første port, tog man hendes brogede tiara fra hendes hoved. "Hvad gør I ?".
"Ti Inanna !, Underverdenens regler (dens me) skal overholdes.
Oh Inanna, sæt ikke spørgsmåltegn ved underverdenens skikke".
N-Wulff forbinder første port med diademet, hovedet, fornuften. Inanna skal her lægge årsagssætningen bag sig. Begivenheder har ikke mere en årsag, men finder sted i et samspil, et mægtigt mønster af "skæbne". Ens handlinger har ingen virkning, men passer ind i en sammenhæng. Alting er og har altid været i det uendelige udstrakte rum-tids hav.

Anden port:

Da Inanna trådte ind af den anden port, tog man hendes stav af lapiz-lazuli fra hende. "Hvad gør I ?"
"Ti Inanna ! , Underverdenens regler skal overholdes.
Oh Inanna, sæt ikke spørgsmålstegn ved Underverdenens skikke".
N-Wulff ændrer staven af lapiz-lazuli til ørenringe, men nævner selv, at det her er vores tilbøjelighed til at henføre fænomener til egenskaber ved ting, der skal ophæves. I teksten er staven en "målestav". Efter renæscencen opfatter man de målelige egenskaber som de "rigtige egenskaber" (fysikken er mere rigtig end følelser, fysikken er læren om det, der kan måles). Kvantemekanikken er et opgør om enigmet ved anden port. Enigmets formål er at ændre opfattelsen af verden som sammensat af enkeltdele (reduktionisme) til helheder (holisme).

Tredje port:

Da Inanna trådte ind af den tredje port, tog man de små lapiz-lazuli sten fra hendes hals. "Hvad gør I ? "
"Ti Inanna, Underverdenens regler skal overholdes.
Oh Inanna, sæt ikke spørgsmålstegn ved Underverdenens skikke".
Wulff har her "halsbånd". Nu ophæves opfattelsen af Verden som sammensat af ting. Efter denne port er ethvert træ = træet.  Symbolet bliver det væsentlige i enhver genstand og person. Vi bevæger os nedover gudinden og er ved halsen og sproget, der gør verden til en tingsverden. Ordet barn tingsliggør barnet.

Fjerde port:

Da Inanna trådte ind af den fjerde port, tog man de funklende ædelsten fra hendes bryster.  "Hvad gør I ?" osv.
Her ophæves lokaliteten, ideen om her  og der.. Fra brystet strømmer man ud i Verden. Hjertechakraet og næstekærligheden ophæver mit og dit. Ejendomsret og landegrænser findes ikke efter denne port.

Femte port:

Da Inanna trådte ind af den femte port, tog man hendes gyldne ring af hende.
Wulff gør ringen til et bælte om livet med forbindelse til tiden. Ophævelse af forestillingen om fortid, nutid og fremtid. Fremtid og fortid smelter sammen med nutiden.

Sjette port:

Da Inanna trådte ind ad den sjette port, tog man brystpladen "kom mand, kom! " af hende.
Wulff: ringe om håndled og ankler. Vi er nået hele vejen ned. Ideen om form ophæves. Shamaner kan i denne fase forandre sig til en fisk eller en fugl og flyve højt op i luften. Området kendes fra eventyr, hvor helten skaber sig om til en sø eller en and under flugten fra heksen. Verden er efter disse seks porte opløs på enhver måde, og vi kan frit forandre den og os selv. Alt er afsløret som vores eget fata-morgana.

Syvende port:

Da Inanna trådte ind af den syvende port, tog man hendes pragtklædning af hende.
Her ophæver Wulff vores skelnen mellem det fysiske og det psykiske. Huden forsvinder, "virkeligheden" er et redskab og ikke en tvangstanke.

Nøgen og frataget sine smykker føres Inanna ind foran den mørke søsters trone. Hun bøjer sig dybt. Foran tronen sidder underverdenens 7 dommere, de 7 anunnakier, der vender deres blikke mod hende. Alkymistisk svarer disse enigmer til opløsningsfaserne (solution), medens de følgende to faser er alkymiens destillation (opholdet i dødsriget, der er en renselse af de opløste bestanddele), og alkymiens conjunction (genopstanden fra de døde, den nye forening af de rensede bestanddele og Inannas frelse fra dødsriget.
 

D. OPHOLDET I DØDSRIGET.

Helt nedbøjet var hun, man havde berøvet hende alle hendes noble klæder.
Hendes søster Ereshkigal sprang op fra sin trone.
Hun placerede hende foran sin trone.
De syv dømmende Anunna-guder satte sig til doms over hende.
De sø på hende med dødens øjne.
De talte til hende med vrede ord.
De råbte til hende med fordømmende ord.
De slog hende og forvandlede hende til et stykke kød.
De hængte dette stykke kød på en krog.
Og her hænger Inanna i 3 dage, inden de øvrige guder henter hende op igen. I en anden oversættelse står der:
... ved deres ord, de ord, der martrer sjælen
blev den syge kvinde forandret til en krop,
og kroppen blev hængt på en stang.
I Kramers nyeste oversættelse er det Ereshkigal, der kaster det dræbende blik på Inanna:
She utteret her the cry of guilt. She struck her. Inanna var turned into a corpse, a piece of rotting meat, and was hung from a hook on the wall.
I den senere ændring af historien, da den overtages af semiterne (arabere, jøder), bliver Inanna til Isthar, der også trænger ind i dødsriget, men ikke med den gradvise åbning mod mysteriet, men med vold. Til portneren råber hun:
hvis du ikke åbner porten, så jeg kan træde ind,
vil jeg smadre døren, vil jeg splintre slåen,
vil jeg smadre dørstolpen og slå døren ind,
vil jeg lade de døde stige op, så de kan æde de levende,
og de døde vil blive mere talrige end de levende.
I dødsriget rammes Isthar derpå af 60 sygdomme, og alt sexuel aktivitet på jorden hører op:
tyren bespringer ikke koen,
æslet besvangrer ikke hunæslet,
ynglingen besvangrer ikke pigen på gaden,
ynglingen ligger i sit kammaer, medens pigen ligger for sig selv.
Endnu har Inanna (Isthar) sexualiteten under sig, men hendes magt brydes langsomt, og hun ender i kristendommen som bl.a. Satan, den evige frister. Satan er som Loke i Norden tvekønnet, men opfattes som mand. Jødedommen og kristendommen rummer slet ikke muligheden for, at kvinder kan være guder eller rumme magt.

Inannas nedtur i den øvre verden kan vi få en idé om i eposet om helten Gilgamesh, der er en forløber for alle senere, mendlige helte. Dette verdens ældste helteepos beskriver bl.a., hvorledes gudinden ydmyges, og hvorledes hendes magt stækkes af de nye magthavere, der er trængt ind i Sumer.
Gudinden ser den skønne Gilgamesh komme og frister ham. Vi genfinder fristelsen, da Satan frister Jesus i ørkenen. Men i overgangsperioden spottes gudinden:

Fyrstinden (Isthar) hævede blikket mod Gilgamesh´ skønhed:
"kom nærmere Gilgamesh, du skal være min elsker,
skænk mig og ingen anden at nyde din frugt,
du skal være min mand, jeg skal være din hustru !
Du får forspand og vogn, blånende og gylden,
med hjul af guld og med horn af elektrum (?),
med forspand, hvis vældige mulddyr er storme !
Træd ind i vort hus med dets duft af ceder;
ved din indtræden i vort hus skal portal og trone kysse dine fødder,
konger og fyrster skal ligge dig for fode,
bjerg og bygd bringe gaver til dig !
Dine får skal kaste dobbelt, dine geder trefold,
[hun opfatter tilsyneladende enhver mand som hyrden Dumuzi],
dine føl skal magte et mulddyrs byrde,
hesten glimre ved løb med vognen,
dine mulddyr i åget ej have sin lige !"

Gilgamesh tog til orde og siger - han talte til fyrstinden Isthar:
[der følger 18 defekte vers, hvis indhold ca. er følgende]
Først spørger Gilgamesh, hvad han må give til gengæld; han har både mad, der er en gud værdig, og drikke, der er en konge værdig. Men istedet vil han give hende en skøgedragt, så at hvemsomhelst vil kunne tage hende. Derpå kommer en række fornærmende sammenligninger til gudinden: hun er en ovn, der ikke varmer i kulden; en bagdør, der er utæt for vind og vejr; en turban, der ødelægger sløret; beg, der besudler dets bærer; en vandsæk, der tilsøler dens bærer; en amulet, der gavner fjenderne; en sko, hvori dens ejermand snubler.
Hvem er den bejler du elsker varigt ?
Hvem blandt dine drenge er dig varigt til behag ?
Kom nærmere, jeg skal berette dine elskeres lod:
Og derpå følger historien om Dumuzi og andre elskere.

Inanna kalder efter disse fornærmelser guderne til kamp mod Gilgamesh, men han overvinder den himmelske tyr (dragen), som de sender mod ham. I stedet for Inanna forelsker Gilgamesh sig i vennen Enridu, der siden må til dødsriget, og historiens drejning er total. Spor af Inanna kan også findes i den "babylons skøge", der optræder i Åbenbaringen.  Men nu tilbage til hovedhistorien om Inanna.

Hun hænges på en stage eller et søm i 3 dage. Denne ophængning kendes også fra historien om Odin, der ofrer sig til sig selv ved at hænge 3 x 3 dage på sit eget træ, og hermed opnår "runevisdommen", der næppe er langt fra de me-er, Inanna tiltusker sig fra den berusede gud. Jesus på korset og i dødsriget hører også hjemme her. I tarotten svarer det til kortet "den hængte", der med primitiv symbolik viser en mand ophængt med hovedet nedad, hvorved pengene falder ud af hans lommer. Disse "penge" svarer til Inannas smykker, de katagorier, der fordrejer verden, og må fjernes, før kvestoren kan komme videre gennem tarotkortene til de sidste kort i "den store arcana", frem til "Dommen" og "Genfødslen" og den virkelige verden som en dansende hermeafrodit.

Hos N-Wulff er denne fase en fastspænding, knebling og piskning: alle former for materialiserende hjælpemidler, lænker og bånd, pisken er central som en rituel kniv, der opleves som dissektion uden at være det; seksuelt slaveri, omhyggeligt forberedt afstraffelse, prostitution, tæmning, dyredressur, den vogtede fange ... Kun igennem disse fortrængte, fortegnede sprækker, hvor deformerede ånder stikker deres hæslige hoveder frem, kan vi trænge ind i den virkelige verden, som vi har forkastet, fordi den er et stort, farligt, vidunderligt begær i stedet for en statisk papæske med lidt vat og lidt brødkrummer".  Osv. osv på tusindvis af sider hos Ulven.

 videre til Den ofrede søn/elsker.    Haggard-portalen    Verneportalen