She: A History of Adventure, 1886.

Dansk oversættelse: Hun,  1888, sidst udgivet i 1951.


I den første bog om Ayesha er Kôr et øde land, men stadig fuld af mystik med pragtfulde ruiner omgivet af dødbringende sumpe og uoverstigelige bjerge og beskyttet af vilde, skumle kanibaler. Landet har tilsyneladende ligget i dvale i 2000 år, indtil de to helte Leo Vincey og  Horace Holly ankommer for at udforske landets hemmeligheder og eventuelt nedkalde hævnen over dets dronning. De er blevet hidkaldt af et gammelt potteskår, der stammer fra Amenartes.  Dets krav om blodhævn fører Leo, der er efterkommer eller en reinkarnation af Kallikrates,  til Kôrs huler. I Kôr finder Leo og Holly en by udhugget i et bjerg med en overlegen teknik. Vi kender fra nyere tid projektet fra Tolkiens beskrivelse af Morias miner. Byen ligger midt i en oprindelig bjergsø, der er drænet af en gigantisk kanal. Kôr var oprindelig en stor by omgivet af en sump og lave volde midt på den drænede slette.  Nu er den en ruin med fantastiske skulpturer og andre efterladte kunstværker. Dens tomme bygninger imponerer ved deres størrelse og indretning, og dog er byen forladt af alle med undtagelse af dens spøgelser. Byens herskerinde har valgt at leve i byens begravelseshøj, stedet hvor dens herskere havde søgt udødelighed som pragtfulde mumier. Tilfældigt var højen blevet begravelsesplads for et helt folkeslag, da en pest hærgede Kôr. Nogle få indbyggere undslap, men de fleste fandt et sidste hvilested i store bunker indenfor det, der nu erAyeshas palads. 
Hvis man sammenligner med gudinden Inanna , kan man se, at Ayesha som den store gudinde er trængt ned i dødsriget, på samme måde som Jungs animakompleks er sunket ned i det ubevidste. Her må hun opsøges, og vi ved fra mytologien, at denne proces er dødsens farlig. 
Da den reinkarnerede Kallikrates ankommer, fører det straks til fremkomsten af en reinkarnation af Amenartes i skikkelse af en indfødt kvinde, der hedder  Ustane.  Hun udfordrer igen Ayesha og taber endnu en gang.. Ayesha dræber hende med sin viljestyrke og forfører derpå Leo ved siden af Ustartes lig. Leo og Holly indviljer i at følge Ayesha til livets flamme, som de skal renses i for at blive (næsten) udødelige. Holly stritter først imod, men bukker så under for Ayeshas charme.  Da de står ved flammen, bliver Leo usikker, så Ayesha foreslår selv først at gå ind i flammen for anden gang for at vise, at den er sikker. Hun erklærer, at hun ønsker at befri sig for Amenartes had ved at rense sin sjæl i flammerne. Da hun træder ind i ilden, slikker flammerne ikke om hende på den måde, hun forvendtede. Istedet synes den oprindelige proces at blive vendt om.  Hun skrumper sammen til et abeagtig modstykke til sin tidligere skønhed. Hun opløses og gennemløber en udvikling, der svarer til hendes alder på 2000 år. Holly beskriver hendes sidste øjeblikke: 
 
Så snart Ayesha hørte flammen, afkastede hun hurtigt sin floragtige overklædning og løste den gyldne slange fra sin kjortel, hvorpå hun rystede sit dejlige hår ned omkring sig som en klædning.  Under dets skjul lod hun kjortelen glide af sig og slyngede så atter den gyldne slange om midien og uden om den det nedfaldne hår.Dér stod hun nu for os ... uden nogen klædning, kun omhyllet af de svære lokker, sammenholdt af det gyldne bånd; og intet ord kan udsige, hvor skøn hun så ud - og tillige hvor forklaret.... jeg så hende åbne munden og indånde ilden i sine lunger. Det var et frygteligt og sælsomt syn...


Og til sidst: 
 

jeg skælver endnu, medens jeg skriver dette,ved erindringen om det gyselige syn - hun sammenkrympedes virkelig. Dem gyldne slange, der havde omgjordet hendes yndefulde midie, gled ned over hendes hofter og faldt til jorden. Mindre og mindre blev hun, hendes hudfarve forandredes og i stedet for som før dens blændende hvidhed trådte nu en  snavset, brungul teint, som om hendes hud var blevet til gammelt pergament  ... Den fine hånd var nu kun en klo, som man træffer den hos en dårligt bevaret ægyptisk mumie.... Men endnu kunne hun tale. "Kallikrates", sagde hun med en hæs, rystende stemme,"glem mig ikke, Kallikrates, hav medlidenhed med min skam, jeg skal komme igen og skal endnu en gang blive skøn. Jeg sværger dig til - det er sandt !"


I denne første beskrivelse af Ayesha er hun et magtfuldt og frygteligt eksempel på la femme fatale.Hun er projektionen af en dyb, mandlig frygt over på en idealiseret, perfekt skabning, som på en gang er uimodståelig og hæslig. Hun står uden for samfundets begrænsninger og er ubunden og uberegnelig. Hendes magt er virklig uden grænser. I Haggards roman har hun samlet 2000 års visdom, og hun husker og forstår det hele ! Hun kan med sine magiske evner se fjerne lande. Hun kan skabe liv og forme det efter sin vilje, som det sker med hendes race af kæmper og mutanter. Også her kan man sammenligne med Tolkiens portræt af troldmanden Saruman, der også bor midt i en udtørret sø i sit mørke tårn. Ayesha kan dræbe blot ved at ønske død, og hun gør det ! Hun er uforsonlig og benytter en logisk sans, der kan tage modet fra enhver. Hun regerer sit rige med terror, fordi det er nødvendigt. Hun udmåler frygtelige og hurtige straffe for alle, der vover ikke at adlyde hende, men hun hævder, at den grusomme tortur kun er for at gøre indtryk på de indfødte. Holly forsøger at få hende til at forbarme sig over en gruppe Amahager, der har prøvet at dræbe og æde ham og Leo, men Ayesha insisterer på tortur efterfulgt af "den varme gryde", en hvidglødende gryde, der sættes  ned over hovedet på offeret. Hun forklarer 
 

mit herredømme hviler på indbildning. Én gang for hvert slægtled må jeg gøre, som jeg nu gør og dræbe nogle stykker ved pinsler.  Tro ej, at det er af lyst til at være grusom eller tage hævn over væsener, der er så lave. Hvad glæde kunne jeg vel have af at  hævne mig på sådanne som disse ?. De, som lever længe, min Holly, har ingen lidenskaber, undtagen der, hvor deres hjerter er.

At hun har en næsten ubegrænset magt over mænd, er klart. Hun går altid tilsløret, for at mænd, der ser hende, ikke skal blive sindsyge af begær. Leo bukker under for hende, selv om hun dræber hans elskede Ustane. Selv tilstedeværelsen af Ustanes lig forhindrer ikke forførelsen. Holly, der intellektuelt er en stærkere person end Leo og en svoren kvindeforagter, bliver håbløst forelsket i hende, selvom hun kun leger med hans følelser af kedsomhed. Hendes udfordring af guderne, alle guder, og af det mandlige hieraki beskrevet i viktoriatidens England gør hende udpræget ond i tidens øjne. Den logiske slutning kan kun blive hendes død og moralske ydmygelse, hvilket er præcis, hvad der sker i livets flammer. 

Imidlertid er Ayesha ikke fuldstændig hjerteløs og totalt uden medfølelse.  Hun dræber først Ustane efter at have advaret hende tre gange om at opgive den håbløse kærlighed til Leo og adlyde sin almægtige dronning. Hun frister Holly som i en leg,  men fortryder sine handlinger overfor, hvad hun kalder en god og moralsk mand.  Hun træder ind i livets flamme for at få renset sin sjæl fra hadet til rivalinden Amenartes, så hun kan få kontrol over sinstolthed og ambitioner. I alt hvad hun gør, hævder hun at være blevet drevet omkring af kærlighed. Hun forsvarer sig overfor Leo med: 
 

Jeg sværger i denne min fuldkomne kvindeligheds første hellige time, at jeg vil forsage alt det onde og stræbe efter det gode. Jeg sværger, at jeg altid vil lade mig lede af pligtens bud på retfærds stier. Jeg sværger, at jeg vil sky ærgærrigheden og gennem alle mine uendelige dage sætte visdommen over mig som ledestjerne, at den må føre mig til sandhedens erkendelse og til forståelse af det rette og det gode.  Jeg sværger også, at jeg vil ære og adlyde dig, Kallikrates, der af tidens bølger er skyllet tilbage i mine arme ...
Hun synes trods alt ikke at have lært så meget af de 2000 år, hun har samlet visdom, og hun dør da også straks efter i flammerne, som den farlige og utilregnelige heks, hun er beskrevet som. Og naturligvis tror vi hende ikke et øjeblik. 

Den gamle oversættelse til dansk fra 1887 knirker, men der findes ingen nyere. 

Haggards roman indeholder dog langt mere end en beskrivelse af en utilregnelig og grusom kvinde fra det mørke Afrika. I mytologierne beskrives gudinden altid som adskilt fra os af 7 slør. Det er tydeligst i hinduismen, hvor gudinden Maya indhylder os i netop 7 slør, og det er disse 7 slør, der symbolsk fjernes i "de 7 slørs dans", som bl.a. Salomé danser for Herodes, hvis man skal tro Oscar Wildes version af legenden. Det kostede Johannes Døberen hovedet, og det er også lige før Holly må miste sit. Da Holly første gang møder Ayesha, er hun helt indhyllet , og det er et af bogens erotiske virkemidler langsom at fjerne Ayeshas slør (naturligvis i 7 omgange) hen gennem værket, til det sidste slør falder, inden hun træder ind i flammen. Hvis man sammenligner med den drøm, jeg har genfortalt på den sidste side af indledningen om Haggard, kan man se, at drømmefortælleren lader en ældgammel "heks" pakke ud som en del af et arbejde med at føre drømmeren dybere ind i mysteriet. Betragter man Haggards forfatterskab som et forsøg på en beskrivelse af en mysterieindvielse, der aldrig føres til en lykkelig slutning, kan man se Holly som den intellektuelt højt udviklede person, der fysisk set næsten er en neanderthaler, der i disse bøger oplever den føste voldsomme kontakt med Anima. Haggard vælger dog efterhånden mest at benytte Allan Quatermain som antihelten i sit forsøg, men selv efter 14 romaner og mange smukke, vilde, kloge, mystiske og vidunderlige kvinders forsøg på at hjælpe, visner også Allan uden forløsning. Han afslutter sit liv i "Guldlandet" Zu Vendi og ender som " en tynd, vissen person på 63 år med et gult ansigt og tyndt gråt hår", og hans lig glider til sidst ned i flammerne under solen alter.  Selv farveskiftet genkendes i Ayeshas forvandling. Haggard er fra sine første bøger og over 50 romaner frem en pessimistisk  beskriver af Jungs store projekt om individuationsprocessen. Han lader sine helte Holly og Allan nå frem til den tilslørede Anima, men som Haggards dagbogsoptegnelser viser, har han opgivet den endelige forening på denne side af graven. "Hun" var et forsøg på at gennemtænke projektet, men de to store Jungvigianske komplekser i Haggards underbevidsthed, Ayesha og Leo, kan han ikke få forenet. Han får et glimt af Ayesha bag sløret : åh, hvor dejlig var hun ikke, medens hun stod der i flammerne ... jeg ville give halvdelen af mit livs tilbageværende dage for at skue hende endnu en gang.,  men det er også det nærmeste, det kan blive til.

Da det andet slør falder: 
 

 jeg for tilbage, blændet og fortumlet. Jeg havde hørt om himmelske væsners skønhed; her så jeg en sådan, kun at denne skønhed med alt sin ærefrygtindgydende dejlighed og renhed var ond ....


Og altid minder Haggard os om forbindelsen mellem slange, ouroboros, og Anima: 
 

når hun rørte hånd eller fod, syntes hele hendes legeme at bølge, og halsen nøjedes ikke med at bøje sig, den buede sig ...  ,  "Mand", halvt hviskede hun og halvt hvæsede hun og kastede hovedet tilbage som en slange, før den vil til at hugge ... , hun var klædt i den skinnende hvide kjortel, der var skåret kort af over barmen og holdtes sammen om livet med den uhyggelige trehovede slange ... hun talte eller rettere hvæsede på arabisk ...


Et sidste grufuldt eksempel på, hvorfor Haggard som så mange andre mænd i viktoriatiden og senere aldrig tør nærme sig gudinden:

jeg så op igen, og nu lå hendes lydefri skikkelse i hans arme, og hendes læber var presset mod hans. Med liget af sin døde elskerinde til alter gav Leo Vincey således denne moderske med de blodige hænder sin tro - gav den for evig og altid ... Men pludselig gled hun igen med en slangeagtig bevægelse ud af hans arme og brød ud i sin dæmpede, triumferende og spottende latter.


Det er stærke sager, men aldrig lades vi i tvivl om, at Anima og slangen er ét. Slangen blev forenet med Eva i paradis og har været det siden. 


 
 

    Videre til bind 2 ,     til Haggard-portalen             til Jules Verne-portalen