|
I
den første bog om Ayesha er Kôr et øde land, men stadig
fuld af mystik med pragtfulde ruiner omgivet af dødbringende sumpe
og uoverstigelige bjerge og beskyttet af vilde, skumle kanibaler. Landet
har tilsyneladende ligget i dvale i 2000 år, indtil de to helte Leo
Vincey og Horace Holly ankommer for at udforske landets
hemmeligheder og eventuelt nedkalde hævnen over dets dronning. De
er blevet hidkaldt af et gammelt potteskår, der stammer fra Amenartes.
Dets krav om blodhævn fører Leo, der er efterkommer eller
en reinkarnation af Kallikrates, til Kôrs huler. I Kôr
finder Leo og Holly en by udhugget i et bjerg med en overlegen teknik.
Vi kender fra nyere tid projektet fra Tolkiens beskrivelse af Morias miner.
Byen ligger midt i en oprindelig bjergsø, der er drænet af
en gigantisk kanal. Kôr var oprindelig en stor by omgivet af en sump
og lave volde midt på den drænede slette. Nu er den en
ruin med fantastiske skulpturer og andre efterladte kunstværker.
Dens tomme bygninger imponerer ved deres størrelse og indretning,
og dog er byen forladt af alle med undtagelse af dens spøgelser.
Byens herskerinde har valgt at leve i byens begravelseshøj, stedet
hvor dens herskere havde søgt udødelighed som pragtfulde
mumier. Tilfældigt var højen blevet begravelsesplads for et
helt folkeslag, da en pest hærgede Kôr. Nogle få indbyggere
undslap, men de fleste fandt et sidste hvilested i store bunker indenfor
det, der nu erAyeshas palads.
Hvis man sammenligner med gudinden
Inanna
,
kan man se, at Ayesha som den store gudinde er trængt ned i dødsriget,
på samme måde som Jungs animakompleks er sunket ned i det ubevidste.
Her må hun opsøges, og vi ved fra mytologien, at denne proces
er dødsens farlig.
Da den reinkarnerede Kallikrates
ankommer, fører det straks til fremkomsten af en reinkarnation af
Amenartes i skikkelse af en indfødt kvinde, der hedder
Ustane. Hun udfordrer igen Ayesha og taber endnu en gang.. Ayesha
dræber hende med sin viljestyrke og forfører derpå Leo
ved siden af Ustartes lig. Leo og Holly indviljer i at følge Ayesha
til livets flamme, som de skal renses i for at blive (næsten) udødelige.
Holly stritter først imod, men bukker så under for Ayeshas
charme. Da de står ved flammen, bliver Leo usikker, så
Ayesha foreslår selv først at gå ind i flammen for anden
gang for at vise, at den er sikker. Hun erklærer, at hun ønsker
at befri sig for Amenartes had ved at rense sin sjæl i flammerne.
Da hun træder ind i ilden, slikker flammerne ikke om hende på
den måde, hun forvendtede. Istedet synes den oprindelige proces at
blive vendt om. Hun skrumper sammen til et abeagtig modstykke til
sin tidligere skønhed. Hun opløses og gennemløber
en udvikling, der svarer til hendes alder på 2000 år. Holly
beskriver hendes sidste øjeblikke:
Så snart Ayesha hørte flammen, afkastede hun hurtigt
sin floragtige overklædning og løste den gyldne slange fra
sin kjortel, hvorpå hun rystede sit dejlige hår ned omkring
sig som en klædning. Under dets skjul lod hun kjortelen glide
af sig og slyngede så atter den gyldne slange om midien og uden om
den det nedfaldne hår.Dér stod hun nu for os ... uden nogen
klædning, kun omhyllet af de svære lokker, sammenholdt af det
gyldne bånd; og intet ord kan udsige, hvor skøn hun så
ud - og tillige hvor forklaret.... jeg så hende åbne munden
og indånde ilden i sine lunger. Det var et frygteligt og sælsomt
syn...
Og til sidst:
jeg skælver endnu, medens jeg skriver dette,ved erindringen
om det gyselige syn - hun sammenkrympedes virkelig. Dem gyldne slange,
der havde omgjordet hendes yndefulde midie, gled ned over hendes hofter
og faldt til jorden. Mindre og mindre blev hun, hendes hudfarve forandredes
og i stedet for som før dens blændende hvidhed trådte
nu en snavset, brungul teint, som om hendes hud var blevet til gammelt
pergament ... Den fine hånd var nu kun en klo, som man træffer
den hos en dårligt bevaret ægyptisk mumie.... Men endnu kunne
hun tale. "Kallikrates", sagde hun med en hæs, rystende stemme,"glem
mig ikke, Kallikrates, hav medlidenhed med min skam, jeg skal komme igen
og skal endnu en gang blive skøn. Jeg sværger dig til - det
er sandt !"
I denne første beskrivelse af Ayesha er hun et magtfuldt
og frygteligt eksempel på la femme fatale.Hun er projektionen
af en dyb, mandlig frygt over på en idealiseret, perfekt skabning,
som på en gang er uimodståelig og hæslig. Hun står
uden for samfundets begrænsninger og er ubunden og uberegnelig. Hendes
magt er virklig uden grænser. I Haggards roman har hun samlet 2000
års visdom, og hun husker og forstår det hele ! Hun kan med
sine magiske evner se fjerne lande. Hun kan skabe liv og forme det efter
sin vilje, som det sker med hendes race af kæmper og mutanter. Også
her kan man sammenligne med Tolkiens portræt af troldmanden Saruman,
der også bor midt i en udtørret sø i sit mørke
tårn. Ayesha kan dræbe blot ved at ønske død,
og hun gør det ! Hun er uforsonlig og benytter en logisk sans, der
kan tage modet fra enhver. Hun regerer sit rige med terror, fordi det er
nødvendigt. Hun udmåler frygtelige og hurtige straffe for
alle, der vover ikke at adlyde hende, men hun hævder, at den grusomme
tortur kun er for at gøre indtryk på de indfødte. Holly
forsøger at få hende til at forbarme sig over en gruppe Amahager,
der har prøvet at dræbe og æde ham og Leo, men Ayesha
insisterer på tortur efterfulgt af "den varme gryde", en hvidglødende
gryde, der sættes ned over hovedet på offeret. Hun forklarer
mit herredømme hviler på indbildning. Én
gang for hvert slægtled må jeg gøre, som jeg nu gør
og dræbe nogle stykker ved pinsler. Tro ej, at det er af lyst
til at være grusom eller tage hævn over væsener, der
er så lave. Hvad glæde kunne jeg vel have af at hævne
mig på sådanne som disse ?. De, som lever længe, min
Holly, har ingen lidenskaber, undtagen der, hvor deres hjerter er.
At hun har en næsten ubegrænset magt over mænd, er
klart. Hun går altid tilsløret, for at mænd, der ser
hende, ikke skal blive sindsyge af begær. Leo bukker under for hende,
selv om hun dræber hans elskede Ustane. Selv tilstedeværelsen
af Ustanes lig forhindrer ikke forførelsen. Holly, der intellektuelt
er en stærkere person end Leo og en svoren kvindeforagter, bliver
håbløst forelsket i hende, selvom hun kun leger med hans følelser
af kedsomhed. Hendes udfordring af guderne, alle guder, og af det mandlige
hieraki beskrevet i viktoriatidens England gør hende udpræget
ond i tidens øjne. Den logiske slutning kan kun blive hendes død
og moralske ydmygelse, hvilket er præcis, hvad der sker i livets
flammer.
Imidlertid er Ayesha ikke fuldstændig hjerteløs og totalt
uden medfølelse. Hun dræber først Ustane efter
at have advaret hende tre gange om at opgive den håbløse kærlighed
til Leo og adlyde sin almægtige dronning. Hun frister Holly som i
en leg, men fortryder sine handlinger overfor, hvad hun kalder en
god og moralsk mand. Hun træder ind i livets flamme for at
få renset sin sjæl fra hadet til rivalinden Amenartes, så
hun kan få kontrol over sinstolthed og ambitioner. I alt hvad hun
gør, hævder hun at være blevet drevet omkring af kærlighed.
Hun forsvarer sig overfor Leo med:
Jeg sværger i denne min fuldkomne kvindeligheds første
hellige time, at jeg vil forsage alt det onde og stræbe efter det
gode. Jeg sværger, at jeg altid vil lade mig lede af pligtens bud
på retfærds stier. Jeg sværger, at jeg vil sky ærgærrigheden
og gennem alle mine uendelige dage sætte visdommen over mig som ledestjerne,
at den må føre mig til sandhedens erkendelse og til forståelse
af det rette og det gode. Jeg sværger også, at jeg vil
ære og adlyde dig, Kallikrates, der af tidens bølger er skyllet
tilbage i mine arme ...
Hun synes trods alt ikke at have lært så meget af de 2000 år,
hun har samlet visdom, og hun dør da også straks efter i flammerne,
som den farlige og utilregnelige heks, hun er beskrevet som. Og naturligvis
tror vi hende ikke et øjeblik.
Den gamle oversættelse til dansk fra 1887 knirker, men der findes
ingen nyere.
Haggards roman indeholder dog langt mere end en beskrivelse af en utilregnelig
og grusom kvinde fra det mørke Afrika. I mytologierne beskrives
gudinden altid som adskilt fra os af 7 slør. Det er tydeligst i
hinduismen, hvor gudinden Maya indhylder os i netop 7 slør, og det
er disse 7 slør, der symbolsk fjernes i "de 7 slørs dans",
som bl.a. Salomé danser for Herodes, hvis man skal tro Oscar Wildes
version af legenden. Det kostede Johannes Døberen hovedet, og det
er også lige før Holly må miste sit. Da Holly første
gang møder Ayesha, er hun helt indhyllet , og det er et af bogens
erotiske virkemidler langsom at fjerne Ayeshas slør (naturligvis
i 7 omgange) hen gennem værket, til det sidste slør falder,
inden hun træder ind i flammen. Hvis man sammenligner med den drøm,
jeg har genfortalt på den sidste side af indledningen om Haggard,
kan man se, at drømmefortælleren lader en ældgammel
"heks" pakke ud som en del af et arbejde med at føre drømmeren
dybere ind i mysteriet. Betragter man Haggards forfatterskab som et forsøg
på en beskrivelse af en mysterieindvielse, der aldrig føres
til en lykkelig slutning, kan man se Holly som den intellektuelt højt
udviklede person, der fysisk set næsten er en neanderthaler, der
i disse bøger oplever den føste voldsomme kontakt med Anima.
Haggard vælger dog efterhånden mest at benytte Allan Quatermain
som antihelten i sit forsøg, men selv efter 14 romaner og mange
smukke, vilde, kloge, mystiske og vidunderlige kvinders forsøg på
at hjælpe, visner også Allan uden forløsning. Han afslutter
sit liv i "Guldlandet" Zu Vendi og ender som " en tynd, vissen person
på 63 år med et gult ansigt og tyndt gråt hår",
og hans lig glider til sidst ned i flammerne under solen alter. Selv
farveskiftet genkendes i Ayeshas forvandling. Haggard er fra sine første
bøger og over 50 romaner frem en pessimistisk beskriver af
Jungs store projekt om individuationsprocessen. Han lader sine helte Holly
og Allan nå frem til den tilslørede Anima, men som Haggards
dagbogsoptegnelser viser, har han opgivet den endelige forening på
denne side af graven. "Hun" var et forsøg på
at gennemtænke projektet, men de to store Jungvigianske komplekser
i Haggards underbevidsthed,
Ayesha og Leo, kan han ikke få
forenet. Han får et glimt af Ayesha bag sløret : åh,
hvor dejlig var hun ikke, medens hun stod der i flammerne ... jeg ville
give halvdelen af mit livs tilbageværende dage for at skue hende
endnu en gang., men det er også det nærmeste, det
kan blive til.
Da det andet slør falder:
jeg for tilbage, blændet og fortumlet. Jeg havde
hørt om himmelske væsners skønhed; her så jeg
en sådan, kun at denne skønhed med alt sin ærefrygtindgydende
dejlighed og renhed var ond ....
Og altid minder Haggard os om forbindelsen mellem slange, ouroboros,
og
Anima:
når hun rørte hånd eller fod, syntes
hele hendes legeme at bølge, og halsen nøjedes ikke med at
bøje sig, den buede sig ... , "Mand", halvt hviskede
hun og halvt hvæsede hun og kastede hovedet tilbage som en slange,
før den vil til at hugge ... , hun var klædt i den skinnende
hvide kjortel, der var skåret kort af over barmen og holdtes sammen
om livet med den uhyggelige trehovede slange ... hun talte eller rettere
hvæsede på arabisk ...
Et sidste grufuldt eksempel på, hvorfor Haggard som så
mange andre mænd i viktoriatiden og senere aldrig tør nærme
sig gudinden:
jeg så op igen, og nu lå hendes lydefri skikkelse
i hans arme, og hendes læber var presset mod hans. Med liget af sin
døde elskerinde til alter gav Leo Vincey således denne moderske
med de blodige hænder sin tro - gav den for evig og altid ... Men
pludselig gled hun igen med en slangeagtig bevægelse ud af hans arme
og brød ud i sin dæmpede, triumferende og spottende latter.
Det er stærke sager, men aldrig lades vi i tvivl om, at Anima
og slangen er ét. Slangen blev forenet med Eva i paradis og har
været det siden.
|
|
