Ayesha, The Return of She, 1905

Dansk: Huns Tilbagekomst, 1948


 
 
I Huns tilbagekomst focuserer Haggard på to kvinder, de to sider af mandens Anima. Konflikten er den samme som i Hun, og konklusionen bliver også den samme.  Forskellen ligger i beskrivelsen af Amenartes. I  Hun er Ustane/Amenartes beskrevet som et simpelt eksempel på trofast, men tragisk kærlighed. Hun er hjælpeløs overfor sin dronning Ayesha og på samme tid ude af stand til at undslippe sin skæbne, bundet som hun er af sin kærlighed til Leo. Hun er Haggards idé om den rigtige kvinde og viktoriatidens ideal: den tragiske heltinde.

Men i Huns Tilbagekomst pålægges Amenartes en anden rolle. Atene hedder hun nu, og hun er alt andet end hjælpeløs. Hun redder både Leo og Holly, da de udmattede falder i en smeltevandsflod fra en gletcher. Vi erfarer, at hun har lokket kongen i Kaloon  til at gifte sig med hende, hvorpå hun har forgiftet ham på selve bryllupsnatten. Giften gør ham sindsyg, impotent og bange. Han kan dog ikke frigøre sig fra bindingen til sin dødsens farlige dronning, og jaloux forfølger og myrder han enhver, som han mistænker for at kunne blive forelsket i hende. Hun er ung og smuk, men mangler erfaringens visdom. Da Leo dræber hendes mand, er hun sikker på sin magt og udfordrer Ayesha til en dyst om Leos kærlighed, og endnu en gang taber hun. Hun ejer en løssluppen, sensuel kraft og styrke, der bygger på en form for kold, rovdyragtig logik. Vi kan genkende blikket og den slangeagtige, bølgende gang fra Oscar Wildes Salomé. Selvoptaget og med en stærk vilje viser hun Haggards personlige fortrolighed med denne figur, og han trækker på hele den dekadente periodes litterære kvindeportræt.  Hun bliver drevet frem af sit underbevidste begær, indtil det ødelægger hende til sidst. Til Holly forklarer hun: 
 

du må tro, at jeg, der altid har hadet mænd, at jeg -- og jeg sværger, at det er sandt -- hvis læber er renere end sneen på disse bjerge, jeg, Khania af Kaloon, hvem man kalder Ishjerte, kun er en skamløs skabning ... Det var mere end elskov -- jeg var besat, og den nat ved jeg ikke, hvad jeg gjorde. En magt drev mig, en skæbne tvang mig, og jeg er hans til døden, hans alene. Ja, jeg er hans, og jeg sværger, at han skal blive min.


Ayesha, der nu er Hesea  og overhoved for et bjergkloster i Tibet, hvor Isis dyrkes, optræder til en begyndelse som en langt ydmygere reinkarnation end Amenartes. Indsvøbt i sine sædvanlige slør og gevanter, fører hun tavs Leo og Holly mod sin fæstning. Da hun udfordres af Atene på vejen, viser hun sin rivalinde tilstrækkelig af sin magt til at gøre denne tavs. Senere, da Atene udfordrer hende i selve den hal, hvor den flammende søjle brænder, indviljer Ayesha i at fjerne sine slør og lade Leo træffe sit afgørende valg.  Hvad hun afslører, er en hæslig skabning, vansiret af livets flamme i Kôrs huler. Ayesha blev alligevel ikke dræbt, men overført til dette sidste Isistempel, der befinder sig i frossen isolation i Tibet. Afsløret i sin vansirethed, opfordrer hun Leo til at foretage sit valg og minder ham om, at 
 

hvad jeg end er, blev jeg det for din skyld, Kallikrates. Dog, dog tørster også jeg efter viden; for skønt jeg ejer alverdens visdom, og skønt jeg har megen magt, er der en ting, jeg mangler at lære -- hvor meget er kærligheden til en mand værd, og kan den leve videre udover gravens terror.


Dette er kvadrologiens centrale problemstilling !

Som omtalt ovenfor spekulerede Haggard siden i fuld alvor over, om han kunne lade bind 3 beskrive kærlighedsforholdet mellem Leo og Ayesha efter døden, men han opgav, og vendte sig i de to sidste bind i stedet mod tiden før Hun.

Atene, der er selvsikker på grund af sin ungdom og skønhed, prøver at fremme sin sag overfor den vaklende Leo ved at minde ham om, at også hun har ofret alt til ham af kærlighed, og at hun kan tilbyde ham lidenskab, glæder og måske børn. Her ser vi valget, som Haggard stiller Leo overfor: den ene kvinde er et magtfuldt intellekt, som på sin egen måde rummer en åndelig renhed, den anden rummer skønhed og lidenskab. Hans helt må vælge mellem jomfruen og luderen, mellem åndelig frelse eller kødelig tilfredsstillelse. Leo vælger Ayesha, og hun beder sin gudinden om tilgivelse: 
 

barmhjertige moder, som fødte mig. Til dig sender jeg min bøn. Oh, lad hans sande kærlighed bøde for min synd; eller, hvis den ikke kan det, så skænk mig døden, den sidste og mest velsignede af dine velsignede gaver.
 
Hendes bøn bliver tilsyneladende besvaret, og hun forvandles til den overnaturlige skønhed, som er Hun-Der Må Adlydes. Atenes naturlige skønhed blegner ved sammenligning, og hun forsøger med et forgæves anslag at ødelægge sin unaturlige rival. Da dette ikke lykkes, trækker hun sig tilbage og overlader Ayesha til Himlens dom og minder hende om, at menneske og ånd ikke kan indgå ægteskab. 

Der følger en periode, hvor Ayesha, Leo og Holly drøfter fremtiden. Ayesha planlægger at vinde verdensherredømmet og indsætte Leo som hersker. Leo spekulerer over hvilken handel, det er, han har indgået, og hvad omkostningerne vil blive. Ayesha nægter at forenes med Leo med det samme , fordi han endnu ikke har badet i Kôrs beskyttende flamme. 

Leo og Holly opdager, at hun er "De Dødes Dronning", idet hun holder hof om natten i klostrets store sal. Leos kærlighed er endnu ikke prøvet til ende; han skal først foretage sit endelige valg, når alt  er afsløret for ham om denne femme fatale. Ayesha udfordrer hans mandlige projektioner: 
 

Leo Vincey, lær nu sandheden at kende, at alle ting er indbildninger, at der ikke engang findes nogen fremtid eller fortid, at alt, hvad der har været og skal komme, allerede er evigt. Vid, at jeg Ayesha, kun er et tryllesyn, styg, når du ser mig styg, skøn, når du ser mig skøn, en åndeagtig boble, der tilbagekaster tusinde lys i dit smils solglimt, grå som støv og forsvundet i skyggen af  dine rynkede bryn. Tænk på dronningen på tronen, for hvem skyggemagterne bøjede sig, og hvem de tilbeder, thi det er mig. Tænk på det hæslige, rynkede væsen, du så nøgen på klippen, og flygt, thi det er mig. Eller anse mig for yndig og tilbed mig, skønt du ved, at alt ondt er forenet i min ånd, thi det er mig. Der, Leo, har du sandheden. Driv mig fra dig for bestandig, ja, for evigt, om du vil, og vær tryg, eller favn mig, favn mig til dit bryst og tag som betaling for mine læber og min kærlighed min synd på dig !


Leo vælger at frelse hende og tage hendes synd på sig for at give sit eget liv mening, men hun nægter stadig at gifte sig med ham, før han har smagt flammen. Hun frygter, at hendes belønning endnu en gang skal blive franarret hende på hendes triumfs tinde, og at hun skal blive dømt til at vente i usikkerhed i endnu tusinder af år. 

Ved at bruge sit magiske fjernblik til at overvåge Leo, når han ikke er ved hendes side, ser hun Leo kæmpe mod en leopard på bjergsiden. Han er taget på jagt med nogle indfødte og forsvarer sig mod rovdyret kun med sin jagtkniv. Han dræber leoparden, men Ayesha, der er forfærdet over sine manglende muligheder for at beskytte ham, beordrer hans jagtfæller henrettet.Leo blander sig og kræver at blive dræbt sammen med dem, og Ayesha må skåne dem for at tækkes ham.  Denne episode er kun en af flere, der viser, hvorledes Ayesha forsøger at spinde Leo ind i sit net. Endnu gør han modstand, men allegorisk kastrerer hun ham og pakker ham ind med en besættende, jaloux kærlighed. 

Atenes endelige udfordring af Ayesha er krig. Hun angriber klostret og kidnapper Leo, men Ayesha svarer igen med utrolig kraft. For at redde Leo, må hun ødelægge byen Kaloon og dræbe 60.000 mænd med de naturkræfter, der er til hendes rådighed. Og hun gør det ! Atene vælger ikke at dræbe Leo, skønt hun har muligheden, men dræber sig selv i stedet. Hun overlader Leo til hans egen skæbne , og hun påstår, at hun vil vandre videre og forberede det næste møde, hvor hun igen vil tage kampen op. Endnu en gang hen over liget af sin rivalinde erklærer Ayesha, at hun har vundet, og hun kroner Leo til hersker over verden. Hun sværger at give ham alt, hvad han ønsker, men han afviser hendes ed ved at sige: 
 

 men Ayesha, jeg er ikke en gud, jeg er en mand, og da jeg er en mand, begærer jeg den kvinde, jeg elsker. Åh, affør dig hele den magt, du har indhyllet dig i - den magt, der bestrør din vej med lig og adskiller mig fra dig.  Om det så kun er for en kort nat, så glem din ærgærrighed, der uophørligt gnaver i din sjæl; jeg siger, glem din storhed, og bliv en kvinde -- bliv en sagte brise.
 
Det dominerende mandshieraki i Haggards psyke har hermed gjort sig fri af den dekadente fristerinde Atene og forsøger nu at tvinge den kraftfulde "nye kvinde" tilbage til hendes plads i det viktorianske samfund. Holly beskriver hendes tilpasning som: 
 
Ayesha blev menneskelig; jeg lunne se hendes hjerte banke under hendes dragt og høre hendes åndedræt komme som sagte, blide suk, medens der over hendes opadvendte ansigt og i hendes besnærende øjne var udbredt et udtryk, som kun kærlighed kan frembringe. Hun syntes at blive endnu  mere strålende og endnu yndefuldere, ikke længere den tilslørede eneboerske fra hulerne, ikke længere oraklet fra helligdommen, ikke længere valkyrien fra slagmarken, men kun den yndigste og lykkeligste brud, som nogensinde har frydet en ægtefælles øjne.
 
Men Leo bliver samtidig ødelagt, han bliver opslugt af ilden i deres kærligheds kys, og han falder endnu en gang om i den døde Atenes arme. I kulminationsøjeblikket forsvinder drømmen, og fantasien falder sammen. Historien er gentaget til mindste detalje fra Hun, som den må gentages præcis så længe, det behager den store gudinde Isis. 

Haggard synes at være blevet bange for den kraft og styrke, der ligger i at skabe billedet af mødet mellem la femme fatale  og den besatte mand. Han viser, at det var Atene, der traf det korrekte valg ved at overlade Leo til sin egen skæbne istedet for at påtvinge ham hendes. Ved denne handling vinder hun vores sympati og bliver endnu en gang et offer, man må have medlidenhed med. Ayesha tror imidlertid nu, at hendes evige kærlighed har vist sin sande værdi og beslutter sig for at aflægge sin ydre kappe af magt.  Med liget af den døde Leo ved sin side synes hun at bede sin gudinde om døden, og hun og Leo bliver blæst op mod himlen i skyer af flammer. Lige før tager hun afsked med Holly og siger: 
 

tro blot ikke, at jeg er overvundet, thi mit nye navn er Sejr ! Tro ikke, at Ayeshas kraft er udtømt, eller at hendes saga er ude, thi af den har du kun læst en enkelt side.  Tro ej heller, at jeg i dag er den skabning fuld af synd og stolthed, den Ayesha, du tilbad og frygtede, jeg, som gennem min herres kærlighed og offer atter har vundet sjæl. Thi  vid, at hans og min sjæl nu påny er én, som de var det fra første færd.


Ordene lyder som dem, hun udtalte i Kôrs huler, før hun blev opslugt af ilden og taget tilbage af naturen. I dette ekko kan vi se hende fortsætte med at kæmpe for at vinde sin åndelige renhed. Haggard præcicerer sin pointe, da han lader Holly vende tilbage til det tibetanske kloster, han og Leo besøgte tidligere, hvor han nu fortæller sin historie til den vise, gamle munk.  Munken er enig med Holly i, at alle personer, der har været involveret, har vundet nogle point i evighedernes spil, men at kvinden Ayesha synes at lære meget langsomt. 

Med denne afslutning og med Ayesha og Leo på vej sammen ind i det ukendte, er Ayeshas historie komplet, så vidt det gælder denne verden. Tilsyneladende havde Haggard til hensigt at skrive en roman om den fortsatte konflikt eller dens opløsning i den næste verden. Som nævnt omtaler han i sin dagbog planer om at placere afslutningen i verdner, der ligger uden for jordens begrænsninger. Imidlertid skrev han aldrig den roman, og hans sidste to romaner om Ayesha udfylder huller i sagaen, som kun var blevet skitseret i de to første bind. 

Hun vender tilbage  har ikke Huns stramme opbygning. Den bidrager ikke meget til en dybere forståelse af sin hovedperson, men spredt rundt i den lange roman bliver vi dog stadig mindet om, at Ayesha og slangen er ét, samt at denne komplekse person er skjult for os dødelige bag sine 7 slør, der langsomt skal fjernes.  Det er i dette mønster, at Jung kan genkende sin model i Haggards romaner: præcis som Ayesha er hans Anima-kompleks skjult dybt i vores underbevidsthed, skjult bag Mayas 7 slør og projiceret ud på alverdens kvinder eller på den ene, der for Haggard var hans evige lilje, Lily Jackson, der var forsvundet for altid i Afrikas dyb.  Nogle få citarer fra anden bind af sagaen lader os ikke i tvivl. 
 

Leo: jeg befaler hende at afsløre sig, for at jeg kan erfare det bedste eller det værste; thi ellers må jeg dø af denne uvished.
Ayesha: Kom hid, Papave, og løs disse slør, råbtehun med en skarp, spæd stemme.
De ydre slør faldt og afslørede flere indenfor. Disse faldt også, og nu stod for os .... 
Se, stykke for stykke faldt indhyldningen af hende, ville det aldrig få en ende ?  osv.


Og da slørene er blevet tyndere, ser vi igen, at slangen og kvinden er ét bag de mange slør: 
 

se, sollyset spillede på hende og skinnede gennem det tynde slør, de mørke øjne åbenede sig ... livets blodstrøm skød  fra det elfenbenshvide bryst op i de blege kinder, de sorte og krøllede lokker blafrede i vinden, hovedet på den juvelbesatte slange, som holdt dem sammen, strålede under hendes bryst.


 

  Videre til bind 3  ,   tilbage til Haggard portalen  , til Jules Verne-portalen