Jungs personlighedsmodel (fortsat).

 PSYKENS ENERGIDYNAMO.

JEGET ligger imellem de to poler ANIMA  og  PERSONA.

Da de to ”poler” har modsat polaritet (dominans), strømmer der energi imellem dem. Meget af denne energi passerer JEGET og er JEGETs åndelige føde. Energien strømmer ikke samme vej hele tiden:

• når vi er vågne, strømmer energien udefra gennem PERSONA og via JEGET mod det ubevidste, som glemsel, fortrængninger, erfaringer.

• når vi sover, strømmer energien indefra og ud. Denne energistrøm, der skabes i underbevidstheden, passerer igennem ANIMA og opfattes af JEGET som symboler (billeder, tegn), som JEGET forsøger at sammensætte til en meningsfyldt historie som drømme. Energien kan komme fra det personlige ubevidste (dagsrestdrømme, drømme om kendte personer) eller dybere fra det kollektivt ubevidste (dybe, energirige drømme med ukendte personer og med tydeligere, mere ”primitive” symboler (dyr, mønstre, farver)).

Begge strømme af psykisk energi afsætter billeder i JEGET, og disse billeder er i meget høj grad bestemt af psykens totale indretning. PERSONA påvirker de ydre billeder, ANIMA de indre (drømmene) , og fra det kollektivt ubevidste styrer ARKETYPERNE stadigvæk hvilke billeder , der overhovedet kan  skabes i JEGET.

Neuroser kan blokere dele af energistrømmen, og andre komplekser end ANIMA og PERSONA kan blande sig. Det hele er et stort, sammenvævet system, der tilmed ikke nødvendigvis samarbejder om at give JEGET en éntydig beskrivelse af os selv og ”virkeligheden”.

Billederne i JEGET er strukturer dannet ved energigennemstrømningen. Energien strømmer igennem et stykke hjerne, og der dannes en struktur nærmest som en hvirvel i energistrømmen.
 

 PROJEKTIONERNE.

Man kunne synes, at en psyke kunne have nok i sig selv og finde sig til rette i en balance med svingende energier mellem de to brugerflader. Dette ville imidlertid ikke rigtig føre til menneskehedens reproduktion eller omsorgen for vores børn. Dette klares ved en særlig proces:
 

den ydre brugerflades billeder i JEGET dannes oven i billeder fra den indre brugerflade  (og omvendt).

De billeder, der dannes i JEGET af de ydre energistrømme fra personer, genstande og begivenheder i den ydre verden, dannes efter at have passeret PERSONA oven i billeder fra beslægtede områder af den indre brugerflade ANIMA. Dermed blandes alt uundgåeligt sammen.  Jung kalder det, at vi projicerer vores ydre billeder oven i de indre billeder. Denne uomgængelige proces gør, at vi ALDRIG ser den ydre verden, som den er, men i mere eller mindre fordrejet form som en overlejring af dobbeltbilleder. I mytologisk formulering ser vi verden gennem Mayas 7 slør. Det er som om, at energistrømmen fra PERSONA først trækkes mod et område af ANIMA og herfra spejles i fordrejet form, stærkt påvirket af det mønster, der netop findes på dette sted af ANIMA. Denne proces er JEGET dog ikke bevidst om, så JEGET opfatter det dannede billede som et realistisk billede af den ydre person, genstand eller begivenhed.

Man kan også sige, at de billeder, der dannes i ét kompleks, altid er påvirket af  vekselvirkningen fra psykens øvrige komplekser. JEGET erkender imidlertid ikke denne mekanisme, men opfatter de dannede billeder som objektive billeder af noget, JEGET mener ligger udenfor psyken, i ”den ydre verden”.

Jung beskriver 3 væsentligste former for projektion:
 

1. forelskelsen

I forelskelsen sker der en kraftig projektion af store dele af ANIMA på en ydre person. En kvinde møder en mand, der svarer nogenlunde til hendes indre mandebillede på ANIMA. Dette billede er dannet gennem opvæksten ved påvirkning fra faderen, brødre, film (Schwartzenegger), TV. osv. over et arketypisk mønster. Spejlbilledet herfra lægges nu ned over den ydre mands billede, og han ændres, så han måske bliver smuk, klog, betænksom, stærk osv. Alle andre kan nemt se, at han er et sølle pjok, en ren nørd, men den forelskede ser sit indre billede eller tildeler i det mindste billedet fra PERSONA nogle af trækkene fra ANIMA-billedet. Og så går en energistrøm i gang: energien strømmer frem og tilbage mellem PERSONA og ANIMA i en salig strøm og opretholder det dannede dobbeltbillede, og da vi åndeligt set lever på denne strøm, opstår der angst, jalousi og frygt for, at den skal afbrydes. Vi accepterer derfor det fortegnede billede længe efter, at vi burde være blevet klogere, og vi opfatter ”virkeligheden”  som identisk med den stående energibølge mellem PERSONA og ANIMA.

”han er så grim, at kun en mor kan holde af ham”

3. ”skyggen”

De indre billeder kan også projiceres ud på alt andet end ens børn og personer, man forelsker sig i. Tilsammen kalder Jung disse projektioner for skyggeprojektioner, og den samlede mængde for ”SKYGGEN” (et virtuelt kompleks).

Jung selv mente, at skyggeprojektioner især faldt på personer af ens eget køn, og dette hænger sammen med hans tro på, at de to køn havde meget forskellige psyker. Derfor fandt han det også nødvendigt med de to forskellige betegnelser for den indre brugerflade: ANIMA for mænd og ANIMUS for kvinder. Denne skelnen er besværlig, og det er lettere kun at kalde den indre brugerflade for ANIMA, og at lade SKYGGEN være enhver form for projektion, der farver ens opfattelse af den ydre verden. Personificeres mængden af skyggeprojektioner på en person (”ens skygge”), vil han/hun være kompensatorisk til PERSONA. Groft set udfylder SKYGGEN PERSONAs mangler, dannet som den er under påvirkning af ANIMA og de andre, mindre komplekser.

Et enkelt eksempel:  man (dvs. PERSONA)  er en blød, rar mand, der ikke ryger og er medlem af dansk cyklistforbund. I underbevidstheden  findes derfor et mandebillede af en hård negl, der er storryger og kører i sportsvogn. Ydre personer, der måske ryger ganske harmløst eller kører i en helt fornuftigt, brugt bil, kan så afbildes i JEGET som fjender, der bør bekæmpes hidsigt ved enhver lejlighed..

Skyggeprojektionerne iagttages lettest, hver gang et ikke særligt alvorligt problem pustes op til urealistiske højder. Som ved forelskelsen kan skyggeprojektioner placeres på ret  sagesløse, tilfældige personer eller emner, der så konstant lægges for had eller påkalder en interesse,  man ikke er i stand til at slippe. Også selvom personen/handlingen/genstanden måske slet ikke svarer særlig godt til den rolle, den tildeles.

At ANIMA opbygges kompensatorisk til PERSONA skyldes en simpel fortrængningsmekanisme.  Hver gang man er stillet overfor et valg mellem et par muligheder, kan der ske ét af to:  enten integreres den ene  eller den anden mulighed i PERSONA.

Eksempel: PERSONA bliver ryger eller ikke-ryger. I det sidste tilfælde fortrænges rygeren til underbevidstheden. Og da man konstant ser, hvor hyggeligt rygerne har det både i virkeligheden (frokostpauser) og i reklamer (masser af sex) , bliver ANIMA storryger. Jo mere fanatisk antiryger PERSONA er, jo større ryger bliver ANIMA.

Og på samme måde på uendelig mange områder. Op gennem livet opbygges de to brugerflader derfor som komplementære modsætninger , så man til sidst står med to brugerflader med modsat kønspolarisering (mente Jung) , og som ret præcis udfylder hinandens mangler og fortrængninger. Deraf følger bl.a., at ANIMA kan kaldes ”det kvindelige i manden”, og at projektioner bliver særligt kraftige på netop den person, der kan og har det, PERSONA ikke kan eller er blevet nægtet.
Et helt samfund kan oparbejde kollektive skygger: jøder for nazister, kommunister for kapitalister, indvandrere for fremskridtsfolk etc.
Mekanismen fører til en stabilisering af komplekserne, en forstening, og har derfor for psyken en bevarende funktion.  Det er meget let at se fordelen ved projektionssystemet. Det fører i første omgang til dannelse af tomandsgrupper, der fører til artens reproduktion og derpå til beskyttelse af ens egne børn. Projektionerne på alt muligt andet må så nærmest betragtes som en sidefejl (spin off), vel opstået på grund af naturens store interesse i at sikre arternes overlevelse.  Det er derfor også klart at et første blødgøringsarbejde må ske ved en kortlægning af alle de overflødige projektioner på alt andet end børnene og den, man elsker.
 

 JUNGS TYPOLOGI.

Jung mente, at man kunne beskrive JEGETS reaktioner på påvirkninger ved hjælp af fire funktioner:
 

sansning, tænkning, intuition og følelse.

JEGET er – som alle de andre mere eller mindre selvstændige dele af psyken – i Jungs terminologi et kompleks.  JEGET stivner derfor i bestemte mønstre, så én af de fire mulige funktioner ender med at dominere: den bliver JEGETs hovedfunktion.  JEGETs hovedfunktion er dets måde at forholde sig til PERSONAs billeder (egentlig til de overlejrede billeder fra PERSONA og ANIMA, som JEGET tror udelukkende kommer fra PERSONA !). De fire funktionstyper kan opstilles i et hjul , og de er parvis komplemæntærer, to modsatte funktioner kan ikke benyttes på samme tid. Så er der de to øvrige funktioner tilbage, og her vil den ene være knyttet til hovedfunktionen som sekundær funktion.  Lidt svært at overskue !
 
 

	tænkning
sansning		intuition
	følelse

Til overflod kan de mange typer så være enten udadvendte eller indadvendte.
I alt har man så 16 "typer", f.eks. ENFJ: "entroverted feeling with intuiting".

Andre eksempler: 
hovedfunktion: tænkning  med sekundær sansning og indadvendt (meget teoretisk biolog): ISTP (introverted thinking with sensing)
.
hovedfunktion: sansning med sekundær tænkning  og udadvendt (praktisk, social biolog)
: ESTP (extroverted sensing with thinking)

hovedfunktion: følelse med sekundær sansning (naturelsker)

(bestem din egen type !)

 Jungs hovedpointe er, at vi er fastlåste i mønstre, og hvis den model virker provokerende, er det jo et godt udgangspunkt for at gå i gang med at blødgøre disse mønstre. Det er denne opblødning af  den møjsommeligt opbyggede og stivnede psyke, der sker i INDIVIDUATIONSPROCESSEN.  Vi opbygger gennem barndommen og ungdommen et psykisk, stift skelet, der påtvinger os tvangsgentagelser  eller passivitet og fylder os med gift (angst), når vi prøver at afvige fra mønstrene. Strukturen er ”fornuftig” i den konservative betydning af begrebet: denne mekanisme holder os på plads som stabile individer, får os til at opretholde kernefamilier, samfund, verden, udviklingen.
 

SELVET

SELVET udtrykker den samlede personligheds enhed og helhed

 SELVET er et kompleks, det mest omfattende i psyken, idet alle andre komplekser på en eller anden måde er i forbindelse med SELVET. Man kan sige, at SELVET er centrum i psyken. I mystikken ville man opfatte det som hjulets akse: det stille punkt, hvorom resten drejer sig, og som drejer resten uden selv at bevæge sig. Som centrum i det ubevidste udgør SELVET en modpol til JEGET. SELVET er det overordnede, strukturerende kompleks, der rummer indsigt om vores optimale muligheder. SELVET rummer en langsigtet plan (vores skæbne) med netop sit menneske, som SELVET så prøver at få JEGET til at arbejde hen imod. SELVET er kaptajn for den supertanker, som psyken udgør, en stratég, der opfatter JEGET og de andre komplekser som nyttigt, men besværligt værktøj. SELVET vurderer skævheder i det personligt ubevidste og prøver at få komplekserne tømt for energi i moderat tempo, hvis komplekset er i modstrid med helhedens interesser. Gennem drømmene forsøger SELVET at påvirke JEGET i en bestemt, optimal retning.. JEGET har ganske vist sine frihedsgrader, men SELVET holder øje med udviklingen. SELVET er som Egon Olsen i Vester Fængsel: fanget i psyken, men altid med en plan parat.

Men hos Jung har SELVET med sin beliggenhed dybt i underbevidstheden også forbindelse til det kollektivt ubevidste og her igennem måske til alle andre psyker  (Jung var mystiker !). SELVET er også vores forbindelse til evigheden. ”Den evige verden er større end alle himle, større end alle universer, og den er mindre end et sandkorn”, er en typisk mystisk erkendelse.
For religiøse jungvigianere rummer SELVET således en port mod det guddommelige.
 

Og så er SELVET den store forfatter, der digter vores drømme.

Kommunikationen med SELVET er blokeret i retningen fra JEGET mod SELVET af ANIMA. Men JEGET rummer en længsel efter ”det tabte paradis”.  I sin søgen efter SELVET kommer JEGET ind i et spejlkabinet med sammenblandede indre og ydre billeder, og i dette spejlkabinet tumler vi rundt i vores søgen efter ”den eneste ene”, og som sideeffekt fungerer vores samfundsrelationer. Muren mellem JEGET og SELVET vender energistrømmen udad, hvilket er nødvendigt, især i den første halvdel af livet, til ens børn ”kan klare sig SELV”.

INDIVIDUATIONSPROCESSEN.

Omkring 40 års alderen (”40-års krisen”)  begynder det spejlende lag mod underbevidstheden at blive mat.  Man begynder derfor at se de ydre personer og sin egen PERSONA i et mere realistisk lys. Denne proces forløber naturligt, og Jung kalder den for individuationsprocessen  (= ”at komme til sig selv”, at blive et ikke-opdelt individ).
Jung mener, at denne naturlige proces kan fremskyndes ved en bevidst indsats fra JEGETs  side, og at dette arbejde især er forsøgt af alkymister og andre mystikere gennem tusinder af år. I vor tid er arbejde med bøn, drømmeforståelse, meditation, yoga (krystaller, tarot ...), forsøg på at fremme individuationsprocessen . Ussel mammon,  medaljer, titler, reklameindustri, støj og anden forurening og overforbrug er eksempler på noget, der forvirrer og forsinker processen. Individuationsprocessen kan sammenlignes med, når flere par (komplekserne) på et dansegulv  går sammen og danner én glad ring.

I Jungs system deles processen op i følgende delprocesser, der får navne efter middelalderens alkymi:

• 1.det grønne værk,  barndom:    0-21 år, hvor psyken struktureres og fyldes.

 
• 2. det sorte værk,  ungdom,  21-42 år, arbejdet med skyggeprojektionerne, harmonisering af forholdet mellem JEGET og den ydre verden, tilbagetrækning af projektionerne på ”gods og guld”, titler og forbrug: en harmonisering af forholdet mellem PERSONA og JEGET.

 
• 3. det hvide værk,  voksendom,  42-63 år, arbejdet med harmonisering og tilbagetrækning af projektionerne på det modsatte køn og kærlighedslivet.  Dette svarer i psyken til en harmonisering af forholdet mellem JEGET og ANIMA.

 
• 4. det røde værk, alderdom, 63-84 år, arbejdet mod harmonisering af forholdet mellem JEGET og SELVET eller en åbning mod SELVET.

Derpå dør man og kan så , hvis man ikke genfødes, måske indgå i Paradis, Nirvana eller blot i kosmos. Overgangen mellem de enkelte ”værker” giver anledning til kriser. Overgangen fra  2 til 3 svarer til 40-års-krisen.

I den almindelige, harmoniske psyke styrer SELVET processen og sender sine dybe, arketypiske symboler op i bevidstheden, når JEGET er modent, hvis vi nogensinde bliver det. Hvis SELVET helt opgiver, dør man vel. Sygdomme, herunder de psykiske, kan være tegn på, at der er for store modsætninger mellem JEGET og SELVET.
Individuationsprocessens endelige mål er en dynamisk harmoni mellem alle poler og komplekser i psyken, mellem det mandlige og det kvindelige, mellem ”det gode og det onde”, det barnlige og det voksne, det udadvendte og det indadvendte osv. Den anbefalede vej mod dette mål hos Jung minder i høj grad om den oprindelige kristendoms påbud om ikke-besiddende næstekærlighed. Den endelige balance er som målet i den kinesiske taoisme: yin-yang.

(Alt i følge C.G. Jung) .